Lad mig begynde med at præsentere mig selv, så du ved, hvem jeg er, og hvilke forudsætninger jeg har for at skrive om dette emne. Mit navn er Martin, og den korte beskrivelse er, at jeg er en ung mand, født på landet i 1976. Jeg arbejder til daglig i Dansk Firmaidrætsforbund, med ansvar for esport. Derudover tager jeg også rundt og holder foredrag om min historie og deler ud af min viden og mine erfaringer.

I mere end 13 år levede jeg som misbruger. Jeg forsøgte at bryde min afhængighed flere gange, og der skulle gå flere år, før det lykkedes. Jeg ved, hvor vanskelige abstinenser er; derfor har jeg de sidste fire år rådgivet og vejledt mennesker omkring, hvordan de bryder afhængighed og klarer abstinenser. Mine forældre blev skilt, da jeg var 1½ år gammel. Min mor var alkoholiker, og som barn har jeg set og prøvet mange ting, børn normalt ikke skal se eller prøve. Alt fra at få tæsk af hendes ærgerlige kærester til at ringe efter ambulancen, når hun var blevet tævet eller bare var faldet på grund af at have drukket for meget. Se min mor køre en mand frontalt ned, fordi han havde jagtet os i flere uger.

Som 8-årig havde jeg lært at lave mad, vaske tøj, selv at stå op og gå i skole – og ja – “klare” mig selv – som børn i dysfunktionelle familier nu engang lærer at klare sig selv. Jeg var heldig i min opvækst, at jeg havde nogle gode venner og bedsteforældre, der hjalp mig, når det stod rigtig skidt til. Og jeg tror, at jeg kan takke dem og mine nærmeste for, at jeg i dag har det gode, stoffrie liv, jeg har. Jeg vil ikke gå meget i dybden med, hvordan jeg er vokset op og hvad jeg har lavet, men det er klart, at jeg har oplevet ting, som det ikke er meningen, at børn skal opleve, og som har sat nogle dybe spor, der blandt andet var med til, at jeg selv udviklede et stof-/pillemisbrug over tid.

Om mit misbrug

Mit misbrug begyndte, da jeg var 19. En dag havde jeg ondt i hovedet – og det havde min mor en løsning på. Hun havde altid et apotek på badeværelset, og jeg skal love for, at hovedpinen forsvandt. Jeg fik to kodein-piller, der hjalp med det samme, og fordi det gjorde, at jeg følte mig en del mere frisk og glad, blev det hurtigt en vane at tage et par stykker her og der. Inden længe fandt jeg ud af, at det var “smart” at forudbehandle, så jeg begyndte at tage kodimagnyl dagligt.

Meget hurtigt var jeg oppe på at spise/drikke 20-30 piller dagligt. Jeg måtte tage fire ad gangen, før det “gav mig det lille rush” – og til sidst nærmede jeg mig 40-60 piller dagligt. Sådan levede jeg i over 13 år. 17 Jeg havde et konstant misbrug af smertestillende medicin som kodein, ketogan, nobligan, kodimagnyl, panodil, metadon og en masse andet.

Mit foretrukne stof var morfid-stoffer, altså stoffer – bl.a. kodein, nobligan og kodimagnyl – som kroppen omdanner til morfinlignende stof. Sammen med en masse alkohol, amfetamin, kokain og hash. Men pillerne var mit daglige ritual – uanset om jeg havde kæreste eller var single. Havde et job, var under uddannelse eller var ledig/sygemeldt. Uanset om jeg var på ferie i USA eller boede på et lille beskidt værelse i København. Uanset hvordan mit liv så ud, skulle jeg indtage 30-60 piller dagligt for ikke at få abstinenser.

Igennem alle årene har jeg såret mange mennesker, og specielt min familie. Løjet, stjålet, været stillet for en dommer mere end én gang. Haft kærester, levet som single – haft penge – været uden penge. Men uanset hvordan min hverdag så ud, havde jeg kun ét mål: Det var at være sikker på, at jeg havde piller eller stoffer nok til dagen efter. Og dagen efter igen. Så kort kan det siges.

Hvad gjorde misbruget ved mig?

Når et stof – om det er piller, kokain, alkohol, spil, sex, penge, magt, uanset hvilken afhængighed (eller afhængigheder), det handler om – når et “stof ” får primær betydning i ens liv, så har det primær betydning i ordets mest bogstavelige forstand. Det vil sige: jeg tilsidesatte alt andet for at være sikker på, at jeg havde adgang til mit stof – altid. Så kan det da godt være, at jeg kunne være den søde kæreste eller gode kollega i seks måneder eller et år … eller to uger – når bare jeg havde mit stof – men de gange, jeg ikke havde mit stof, var der intet vigtigere for mig end at få fat i det så hurtigt som muligt. Og det er her, at alle løgnene, tyverierne og hensynet til andre mennesker sætter ind – eller ud.

På et tidspunkt havde jeg løjet så meget for alle dem, jeg elsker, at jeg selv var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde en samvittighed. Jeg følte intet, når jeg løj eller stjal fra mine nærmeste. Så startede utroskaberne, fyringerne, jeg mistede venner, familien ville ikke se mig – og langsomt blev jeg begravet i en blanding af ubrugelig selvmedlidenhed og et ubevidst forsvar, der fortæller én, at det er de andres skyld. Jeg kan huske, at jeg har siddet helt alvorligt og forklaret en kæreste, at jeg havde været til lægen med ørebetændelse. Og så havde lægen helt selv udskrevet smertestillende – vupti – hvilket selvfølgelig ikke passede.

Og her var der tre veje at gå for mig:

  1. At gå til bekendelse og indrømme, at der er en afhængighed – og at søge hjælp.
  2. At være så hårdt ramt af skyld og selvmedlidenhed, at man simpelthen ikke selv kan se, at der er et problem.
  3. Acceptere, at der er en afhængighed, og leve med det. Jeg vælger jo selv, og JEG har prøvet alle tre muligheder.

For mange år siden troede jeg, at jeg kunne leve med at spise piller dagligt – sådan lever mange jo med gigt, så det kunne jeg også. Til sidst havde jeg dog så ondt i maven hver dag, at jeg måtte benytte mulighed 1: Gå til bekendelse og søge hjælp. Så har jeg indimellem været i perioder, hvor jeg fejlagtigt har bildt mig selv ind, at jeg ikke havde et misbrug.

Jeg har prøvet at lægge alt stof fra mig, flere gange – men jeg måtte give op over for abstinenserne. Jeg har talt med mange læger, som ikke mente, at jeg havde et misbrug, og endnu flere, der har udskrevet medicin og piller i kilovis, uden at jeg behøvede at lyve eller fortælle historier. Jeg har været på et fuldt Minnesota-ophold, hvor jeg ikke blev 100 % stoffri, og jeg har været igennem det kommunale system – alkoholambulatorium og misbrugscentret – i mit lokalområde.

For nogle år siden mistede jeg en nær ven, der havde stor betydning for mig. Jeg måtte igen flytte ind på et lille ulækkert værelse et sted, og en dag, da jeg så mig i spejlet, imens jeg åbnede et pilleglas, begyndte jeg at græde! Var det virkelig mit liv? Var det virkelig sådan her, jeg skulle leve? Fandeme nej – gu ville jeg ej. Så kunne jeg lige så godt bare dø, jo?!

Det tænkte jeg så lidt over – skulle jeg tage mit eget liv? Var der overhovedet noget håb? Her kommer det ned til ressourcer, personlighed og erfaringer – og meget andet – mange mennesker vælger forskelligt her – men jeg valgte at slå “stofmisbrug” op i telefonbogen. Derefter ringede jeg op til det kommunale misbrugscenter, hvor jeg blev mødt med varme og forståelse.

Til sidst valgte jeg at begynde på en medicinsk nedtrapning og påbegynde et fysisk og mentalt behandlingsforløb i misbrugscentret. Jeg har aldrig gjort noget bedre for mig selv end at tage mig selv så alvorligt og få gjort noget ved det.

Fra 1976 og til i dag ligger der mange oplevelser, erfaringer og mennesker, der har haft stor indvirkning på, hvem jeg er, og hvor jeg er i dag. Men min erfaring er, at det i allerhøjeste grad er op til én selv at træffe de valg, der skal til for at opnå de mål, man gerne vil opnå her i livet.

Men det ambivalente i det er, at du ikke kan sige til en afhængig: “Tag dig nu sammen, mand, gå dog op på kommunen og få hjælp” …. eller “Vi betaler gerne din behandling – så er du væk i seks uger og kommer ædru og stoffri hjem”…. Eller, det kan du godt, og vedkommende kan godt tage i behandling – men hvis ikke den afhængige gør det af EGEN fri vilje eller er motiveret for det – holder det ikke og vil aldrig blive en permanent løsning. Jeg har selv oplevet det – jeg har oplevet det med min mor – og jeg har set det med så mange i det “stoffrie” netværk. Når behandling indgås på betingelser, der ikke er grundlagt af den afhængige selv, så bliver man ikke sin afhængighed kvit. I hvert fald ikke ret længe.

Skrevet af : Martin Fritzen

Martin Fritzen

I mere end 13 år var jeg afhængig af alkohol & stoffer. Jeg mistede alt, var ved at dø flere gange. Det tog mig 4 år at blive stoffri.

I dag er jeg ansvarlig for esport hos Dansk Firmaidrætsforbund og holder foredrag om min vej ud af misbruget.

Martin Fritzen foredrag om misbrug

Clara, elevrådsformand, Nørresundby Gymnasium

…”Fra elevrådets side er vi ovenud imponerede over dit foredrag. Det var personligt og ærligt. Du var i stand til at lægge kortene på ordet og fortælle konsekvenserne af dit stofmisbrug uden at skjule noget. Derfor vil vi sige stort tak for du ville komme. Jeg har også været ude at snakke med de andre i elever på skolen og også de var meget tilfredse med dit foredrag. Særligt nævnes din ærlighed og måde at fremføre foredraget på i et normalt “nede på jorden” tonelege. Eleverne følte sig “trygge” ved dig da du virkede 100 % sandfærdig”

Foredrag om alkohol, pille & stofmisbrug

Fra Narkoman til Rollemodel – Sådan overvandt jeg 13 års stofmisbrug

Fra 1995-2009 var jeg dybt afhængig af rusmidler. Da misbruget var på sit højeste, indtog jeg hver dag en giftig blanding af 40-60 piller, hash, alkohol, amfetamin og kokain. Jeg var så langt ude, at jeg – uden skrupler – løj over for og stjal fra min familie. Jeg stjal fra min arbejdsplads og blev fyret. Jeg blev anholdt, jeg mistede alt og var ved at dø flere gange.

Ny, opdateret version af bogen udgivet i 2021

Fra narkoman til rollemodel

Få en gratis smagsprøve på bogen

Fra 1995-2009 var jeg dybt afhængig af rusmidler. Da misbruget var på sit højeste, indtog jeg hver dag en giftig blanding af 40-60 piller, hash, alkohol, amfetamin og kokain. Jeg var så langt ude, at jeg – uden skrupler – løj over for og stjal fra min familie. Jeg stjal fra min arbejdsplads og blev fyret. Jeg blev anholdt, jeg mistede alt og var ved at dø flere gange. Læs og oplev min levende fortælling, hvor jeg afslører, hvordan en simpel hovedpine startede mit misbrug og hvordan jeg brugte fire forsøg og flere år på at kæmpe mig tilbage til livet.

[mc4wp_form id="2837"]

DBC lektørudtalelse juni 2021: “En åbenhjertig og ærlig beretning om et liv på total deroute og om omsider at finde styrke og hjælp til at overvinde afhængigheden.”