Sådan var mine tilbagefald

Når jeg læser alt det igennem, jeg har skrevet de sidste år, så er jeg lidt bange for at fremstå “perfekt”, som om jeg klarede 13 år med misbrug og behandling i et “snuptag”. Her vil jeg prøve at give et billede af alle de gange, hvor det er gået galt for mig.

Jeg havde, som skrevet flere steder, et dagligt misbrug af stoffer, piller, medicin og meget andet fra jeg var ca. 18 år til jeg blev 33 år. Jeg var dybt afhængig, og alle ritualer, vaner og følelser i mit liv var viklet ind i min afhængighed og mit misbrug. Som når vi hører klokken fra hjem-is-bilen og ved, at der er is på vej. Sådan fungerede min hjerne og min afhængighed også. Hver gang der skete det mindste i min hverdag, så “ringede min klokke”, og jeg skulle “have is”. Med det mener jeg, at hver gang der skete noget i min hverdag, eller jeg oplevede en følelse, så reagerede min hjerne, og så skulle jeg tage stoffer, piller eller noget andet. Og uanset hvad der skete, så ringede min klokke – det betød, at jeg skulle tage ét eller andet, konstant og hele tiden. Sådan var min afhængighed indrettet.

Lad mig give et eksempel: Jeg er på sygedagpenge, jeg går derhjemme, alene. Det er den 1., så det er betalingsdag. Jeg vågner, åbner min computer og tjekker, om der er gået penge ind på min konto. Det er centralt, at kommunen ikke roder med mine udbetalinger, det fucker alting op, hvis jeg ikke får penge. Min netbank er langsom. Kom nuuuuu! YES! Der er gået penge ind. Det betyder ro i maven. Jeg kan betale husleje og de mest grundlæggende regninger: telefon, internet osv. Fedt! Min hjerne tænker: “SÅDAN, Martin! Det kører for dig! Du har fortjent stoffer nu!” Jeg synes, at det er en god idé, at jeg går ud i køkkenet, laver kaffe og tager tre kodimagnyl og to nobligan – hælder mælk i kaffen, rører rundt og afslutter med en amfetamin-bombe, som skylles ned med den første kaffetår. Kemien strømmer rundt i min krop, jeg sidder ved min computer, åbner spillet ’world of warcraft’ og begynder at spille. Her er jeg i sikkerhed. Her er jeg tryg.

Jeg ser på min telefon. Min lillesøster, Susan, har ringet tre gange og har skrevet to sms´er: “Ring lige, storebror. Jeg savner at høre fra dig.” En pige, jeg var på date med for nogle dage siden, har sendt fem sms’er, hvor hun brokker sig over, at jeg ikke svarer hende, og hun mener, at jeg er en kæmpe røv. Midt i det hele ringer telefonen; det er min far. Det orker jeg ikke. Jeg trykker sluk-knappen ind på telefonen og holder den inde, indtil telefonen er død. Ringetonen fra min fars opkald dør ud; jeg mærker for alvor, hvordan pillerne og amfetamin-bomben nu giver min krop og hjerne glæde. Blodet bruser, det kilder dejligt i maven, jeg smiler. Den dårlige samvittighed over ikke at svare min søster og min far bliver overdøvet af stoffernes effekt på mig. Jeg tager mit headset på, så jeg kan høre lydene i computerspillet; fire af mine world-of-warcraft-venner har allerede chattet og budt mig godmorgen og “Welcome Back, Dappy”. De kender mig kun som “Dappy”, som er mit gamer-navn. Jeg ender i en gruppe med fire world-of-warcraft-spillere fra London, og vi begiver os ind i WOW-verdenen og ud på eventyr sammen. Jeg spiller en elver-præstinde, hvis opgave det er at heale og redde de andre i gruppen, hvis vi ender i kamp, og jeg er god til det. Jeg er værdsat her. Jeg gør en forskel her. Blodet bruser, kaffen er god, huslejen er betalt. Jeg er lykkelig.

Dette er bare et lille eksempel på, hvor stærk min afhængighed og mit misbrug var. Bare det faktum, at der var gået penge ind til den første, gjorde, at jeg belønnede mig selv. På den måde var min dag totalt indspundet i et net af vaner og ritualer, som alle sammen betød, at jeg skulle tage stoffer, piller eller noget andet konstant. Alt kunne udløse “min hjem-is-klokke”. Når der var gået penge ind. Hvis ikke der var gået penge ind, havde jeg været nødt til at trøste mig selv med stoffer og medicin. Når jeg åbnede køleskabet, og det var tomt, måtte jeg trøste mig selv med stoffer. Når jeg kom hjem fra Bilka og havde handlet og havde styr på det hele, måtte jeg belønne mig selv, fordi jeg var så god. Når jeg havde arbejde, tog jeg piller og stoffer ca. en gang i timen. Så kunne jeg belønne mig selv med, at en opgave var veludført. Hvis en opgave drillede, kunne jeg trøste mig selv med stoffer. Lige før sex, lige efter sex, inden en fodboldkamp, efter en fodboldkamp – der var altid én eller anden vane eller ét eller andet ritual, der kunne udløse, at jeg skulle trøste mig selv eller belønne mig selv med stoffer eller noget andet kemisk.

Min afhængighed og mit misbrug af stoffer, piller, medicin, alkohol og meget andet var viklet ind i hver en følelse og hver en oplevelse og hver en stemning. Uanset hvor jeg var, hvem jeg var sammen med og hvad der skete, var der altid en grund til at tage ét eller andet. Jeg skulle konstant belønnes eller trøstes. Hvis jeg ikke gjorde det, hvis jeg ikke adlød ritualerne og vanerne – og hvis jeg ikke tog mine stoffer, så blev jeg syg. Fik abstinenser. Svedte, frøs, rystede, havde ondt alle steder, kunne ikke tåle lys, lyde, mennesker. Jeg kastede op, havde diarré, kunne ikke spise eller drikke noget. Kunne kun ligge i sengen, men kunne ikke holde ud at ligge der.

Dertil kom alle de psykiske abstinenser. Paranoia: Jeg sov med en 120 cm økse under min seng, fordi jeg troede, at alle ville mig noget ondt. Jeg følte mig ensom på en måde, ord ikke kan beskrive. Alle de negative følelser og alt det lort, som stofferne bedøvede, blomstrede op, når jeg havde abstinenser – det kunne jeg ikke holde ud i ret mange dage ad gangen. Jeg ser alle disse vaner og ritualer som “mit misbrug”. Det er hovedet på sømmet, dét, mit misbrug bestod af. Samt dét, mit liv bestod af hver eneste dag igennem 13 år. Og lidt til. Jeg søgte konstant at trøste og belønne mig selv og, for alt i verden, at undgå abstinenserne.

Flere gange stoppede jeg mit misbrug for en tid. En dag, nogle timer, en uge. Eller noget. Ofte fordi en kæreste, eller bare jeg selv, ønskede det. Jeg har også været hos lægen nogle gange og bede om hjælp. Jeg har endda været på fem ugers Minnesota-ophold for at komme ud af mit misbrug. Alle gangene er det endt med tilbagefald – endt med, at jeg stoppede mit misbrug for en kort tid og derpå fortsatte igen.

For mig bestod tilbagefaldene som regel i, at jeg var stoppet med at tage noget i en dags tid eller to. Så var alle glade, og jeg troede på, at det nok skulle gå. Efter 24-36 timer kom abstinenserne, og så kunne jeg ikke stå imod mere. Plus at alle vanerne og ritualerne omkring mit misbrug trak i mig, så for at fjerne abstinenserne, fjerne de negative følelser og tanker og komme tilbage i de “trygge” misbrugs-vaner og ritualer, begyndte jeg at tage stoffer igen. Nogle gange gik der en uges tid, hvor jeg forsøgte at holde mit “stof-stop”. Jeg medicinerede mig med panodil eller andre piller, som jeg ikke opfattede som misbrug. Efter en uge eller to var jeg tilbage ved de normale stoffer: kokain, amfetamin, kodein, ketogan, kodimagnyl, nobligan osv. Så bekræftede jeg mig selv i, at jeg ikke kunne stoppe mit misbrug – og fortsatte, som om intet var hændt. Jeg kunne ikke stoppe mit misbrug, fordi jeg ikke var klar. Jeg var ikke klar til at håndtere alle de følelser og tanker, der lå bedøvet i mig. Jeg var ikke klar til at ændre hele mit liv. Jeg var ikke klar til at ændre mine vaner og mine ritualer. Jeg var ikke klar til at anerkende, at jeg havde et problem og skulle have hjælp. Jeg var ikke klar til at acceptere, at jeg ikke kunne klare det selv. Jeg var ikke klar til at være ærlig. Jeg var ikke klar til at prioritere en misbrugsbehandling. Jeg var ikke klar til at se mig selv og min dårlige samvittighed i øjnene. Jeg var ikke klar til at stoppe mit misbrug. Jeg var ikke klar. Jeg kunne ikke stoppe mit misbrug, fordi jeg ikke var klar. Jeg har forsøgt at stoppe mit misbrug både 10 og 20 gange. Nogle gange holdt det i en time – andre gange holdt det i fem uger. Men ens for alle forsøgene var, at jeg altid endte med at opleve tilbagefald og genoptage mit misbrug, mine vaner og mine rutiner. Det var for svært at bryde afhængigheden og misbruget.

Først da jeg havde været misbruger i 13 år og hver eneste dag havde bedøvet mig med alverdens stoffer, medicin og alkohol. Først da jeg havde brændt mine broer og sad alene på et sølle værelse på Sydsjælland. Først da min mor, min morfar og min morbror var døde. Først da én af mine gode venner døde af en overdosis. Først da jeg havde flyttet mere end 20 gange og var blevet fyret af utallige arbejdsgivere. Først da jeg havde såret en million mennesker omkring mig, inklusiv mine bedste 45 venner og min elskede familie. Først da jeg havde forsøgt at tage mit eget liv tre gange. Først da jeg intet havde at tabe og ikke havde anden udvej end at dø alene på et værelse af mit misbrug; først da var jeg klar til at se min dæmon i øjnene og tage kampen op.

Når jeg ser tilbage på mine tilbagefald, ser jeg dem som “råb om hjælp”. Nogle af dem, i hvert fald. Jeg blev en lille smule klogere, hver gang jeg prøvede at stoppe mit misbrug. Jeg skulle bruge mange forsøg på at lære, hvordan jeg skulle gribe det an. I bagklogskabens klare lys er det tydeligt for mig, hvor jeg lavede fejlene, men det, der er så ambivalent, er, at jeg ikke kunne undgå fejlene. Det var alle mine fejl og alle mine kampe, som gjorde mig stærk nok til at klare min sidste behandling, og som holder mig på den rette vej i dag. Når jeg taler med aktive misbrugere i dag, som ønsker at stoppe deres misbrug og bryde deres vaner, så deler jeg alle mine bedste råd og erfaringer med dem. Noget af det, jeg siger, giver mening – andet gør ikke. Nogle ender med at blive stoffrie. Andre gør ikke.

Jeg forsøger altid at støtte det bedste, jeg har lært, for at endnu en misbruger kan hjælpe sig selv til at komme ud af sin afhængighed. Jeg taler også åbent om tilbagefald, og at de ofte er en del af ligningen. Et tilbagefald er pisse-hårdt for individet. Både fysisk – man kan dø af det; men også psykisk, fordi man igen bekræfter sig selv i, at man er en fiasko. Jeg ser tilbagefald som svære at undgå. Jeg betragter en nedtrapning og dét at bryde et misbrug som en trappe. Hvert skridt, man tager op ad trappen, bringer én tættere mod lyset og tættere mod friheden. Tættere mod et liv uden stoffer, alkohol og alt det andet. Når man oplever et tilbagefald, betragter jeg det som at man tager et trin ned ad trappen. Man ryger ikke helt ned, for man når alligevel at tilegne sig nogle erfaringer og blive lidt klogere for hver gang, man forsøger at blive stoffri. Derfor synes jeg ikke, at et tilbagefald nødvendigvis er katastrofalt. Det er et trin ned, men ikke hele vejen ned.

For hvert tilbagefald man oplever, må det derfor også betyde, at man er midt i endnu et forsøg på at blive stoffri, og dermed at man er længere oppe ad trappen. Det, synes jeg, er positivt. Det er klart, at man kan ikke blive ved. Mange afhængige ender med at dø af deres tilbagefald, fordi de når at være stoffrie i en uge, en måned, et år – og så oplever de et tilbagefald, hvor de tager samme mængde stof som de plejer. Det kan den stoffrie krop ikke holde til, og så dør man. I værste tilfælde.

Pårørende spørger mig ofte: “Hvad kan jeg som pårørende gøre for at hjælpe?” Mange pårørende føler et stort ansvar for at hjælpe mis-/ stofbrugeren. Og mange er i tvivl om, hvad der er den rigtige løsning. Det er vigtigt at sige, at stofbrug og stofmisbrug er misbrugerens eget ansvar, og til syvende og sidst er det kun misbrugeren, der kan hjælpe sig selv. Men støtte fra miljøet og omgivelserne er til stor gavn. Med hensyn til ansvarsfølelse og egentlig forpligtelse er der selvfølgelig forskel på, om man er forælder, kæreste, ven eller har en anden relation til en stofbruger. Desværre findes der (højst sandsynligt) ikke en universel løsningsmodel, der kan løse alle de udfordringer og problemer, et stofbrug kan medføre for stofbrugeren. Men der findes to forskellige retninger inden for stofbrug-behandlingen (og pårørendeområdet), der giver generelle bud på, hvordan hjælp kan ydes.

Den stoffrie linje og den skadesreducerende linje. Begge retninger ønsker det bedste for både stofbrugere og pårørende, men retningernes mål og midler er forskellige.

Den stoffrie linje:

Fortalere for den stoffrie linje har stoffrihed som ubetinget mål. Stoffer betragtes som et onde, der ikke bidrager med noget som helst positivt for stofbrugeren. Som pårørende hjælper man bedst en stofbruger ved ikke at understøtte stofbruget; det, der i den stoffrie linje også kaldes ”medafhængighed”. Understøttelse kan bestå af lån af penge, husly og i det hele taget støtte, der gør det lettere for stofbrugeren at fortsætte stofbruget. Argumentationen bygger endvidere på, at pårørende kan miste kontakten til sig selv og sine egne behov, når fokus primært er på stofbrugerens aktuelle behov. Hvis den pårørende smækker døren i over for stofbrugeren – både i overført og i konkret betydning – kan stofbrugeren ”ramme bunden” og dermed forstå alvoren i situationen, hvilket kan tvinge ham eller hende til at træffe en beslutning om stoffrihed. Endvidere vil distanceringen gøre det lettere for den pårørende igen at mærke sig selv og leve sit eget liv. Og den pårørende kan ikke mindst hjælpe stofbrugeren ”på afstand”, på egne præmisser, og uden at miste sig selv undervejs.

Den skadesreducerende linje:

Den skadesreducerende linje har en helt anden tilgang til stoffer og stofbrugere. Nøgleordene er accept, respekt og neutralitet. Accept af, at brugeren har valgt at tage stoffer, uden at man dog som pårørende støtter dette valg. Det kan være meget svært for pårørende at acceptere, at stofferne kan bidrage med noget positivt for stofbrugeren. Men ingen ville tage stoffer, hvis det ikke medførte én eller anden form for gevinst. Mange pårørende, jeg har været i kontakt med, har opnået en forbedret relation til stofbrugeren efter at have ”mødt stofbrugeren på dennes banehalvdel” og opnået en accept af, at stofferne i én eller anden grad må have en positiv effekt. Som pårørende kan det opleves som en lettelse at stoppe kampen for at overbevise stofbrugeren om, at han/hun skal blive stoffri. I stedet kan man fokusere på, hvilke grænser man selv har behov for.

For eksempel at forbyde stofbrug i sit hjem eller ikke at ville se stofbrugeren i stærkt påvirket tilstand. Det andet nøgleord, respekt, handler om tilgangen til stofbrugeren og dennes adfærd. Alle har behov for at blive mødt med respekt, også stof-/misbrugere. Det er naturligt for pårørende at ønske forklaringer og måske undskyldninger fra stofbrugerens side, men omvendt kan stofbruger opfatte disse ønsker som respektløse og nedværdigende. Hvis pårørende møder stofbrugeren respektfuldt og som et menneske, der er ansvarlig for egen adfærd, er risikoen for konflikter mindre. Det sidste nøgleord, neutralitet, er relevant i forhold til stoffriheden. Alle pårørende ønsker helt naturligt, at stofbrugeren bliver stoffri. Ofte har stofbrugeren også samme mål, men det er ikke ensbetydende med, at målet om stoffrihed er realistisk på kort sigt. Derfor kan det være hensigtsmæssigt i stedet at prioritere kortsigtede og realistiske mål, for eksempel reducering af stofbruget. I stedet for, at både stofbruger og pårørende oplever nederlag ved at sætte sig store og urealistiske mål, kan små, men realistiske, mål give både stofbruger og pårørende succesoplevelser og et styrket sammenhold.

Som pårørende er det vigtigt at tale med vedkommende, som tager stoffer, og finde ud af, hvilke mål han/hun har? Ønsker stofbrugeren sig stoffrihed? Eller ønsker stofbrugeren sig et skadereducerende liv, hvor stoffer stadig spiller en rolle? Herefter må man som pårørende beslutte, hvordan man vil støtte eller ikke støtte stofbrugeren. Det er klart, at der er forskel på, om det er ens søn på 15 år, der bor hjemme, ryger hash og tager kokain på værelset, eller om det er ens arbejdskollega, der drikker for meget. Som udgangspunkt er der ingen facitliste, ej heller noget ’rigtigt’ eller ’forkert’. Som jeg ser det, er man nødt til at tale åbent og ærligt, med respekt, til hinanden og se, hvor det leder hen. Alt er individuelt og kræver særlig opmærksomhed og behandling.

Det, der ikke hjalp mig (og faktisk øgede mit misbrug), var, når mine omgivelser forsøgte at kontrollere mig, tjekke mig, gå bag min ryg, rode i mine ting eller på anden måde vise mistillid til mig på en upassende måde. Når nogen sagde: “Stop nu med de stoffer, det er for dumt”; så fortsatte jeg bare. Husk på, at jeg har hadet mig selv det meste af livet og forsøgt at tage mit eget liv flere gange. Det hjalp ikke på mit humør, når andre fortalte mig, at jeg var en idiot. Det vidste jeg godt.

Det, der hjalp mig (og som hjalp mig i sidste ende), var, når mine omgivelser konfronterede mig ærligt med min dumme adfærd og de konsekvenser, det havde for dem. Når nogen viste omsorg og oprigtig bekymring. Når nogen sagde: “Når du ikke kommer til juleaften som vi havde aftalt, bliver jeg ked af det, og det er så ærgerligt, for jeg elsker dig og vil så gerne være sammen med dig”. Ingen anklager, bare en konstatering af, hvilke konsekvenser min opførsel havde for andre. Det er klart, at når mine pårørende pegede på mig og fortalte mig, at det, jeg havde gang i, var forkert, så flyttede jeg væk, isolerede mig og tog flere stoffer. Men når det blev gjort i respekt, så satte ordene sig i mig, og det var blandt andet de ord, der hjalp mig ud af mit misbrug til sidst.

Bevidstheden om, at min familie er der og støtter mig, hvis jeg selv tager et initiativ – det hjalp mig til at gennemføre min sidste behandling uden tilbagefald.

Skrevet af : Martin Fritzen

Martin Fritzen

I mere end 13 år var jeg afhængig af alkohol & stoffer. Jeg mistede alt, var ved at dø flere gange. Det tog mig 4 år at blive stoffri.

I dag er jeg ansvarlig for esport hos Dansk Firmaidrætsforbund og holder foredrag om min vej ud af misbruget.

Martin Fritzen foredrag om misbrug

Clara, elevrådsformand, Nørresundby Gymnasium

…”Fra elevrådets side er vi ovenud imponerede over dit foredrag. Det var personligt og ærligt. Du var i stand til at lægge kortene på ordet og fortælle konsekvenserne af dit stofmisbrug uden at skjule noget. Derfor vil vi sige stort tak for du ville komme. Jeg har også været ude at snakke med de andre i elever på skolen og også de var meget tilfredse med dit foredrag. Særligt nævnes din ærlighed og måde at fremføre foredraget på i et normalt “nede på jorden” tonelege. Eleverne følte sig “trygge” ved dig da du virkede 100 % sandfærdig”

Foredrag om alkohol, pille & stofmisbrug

Fra Narkoman til Rollemodel – Sådan overvandt jeg 13 års stofmisbrug

Fra 1995-2009 var jeg dybt afhængig af rusmidler. Da misbruget var på sit højeste, indtog jeg hver dag en giftig blanding af 40-60 piller, hash, alkohol, amfetamin og kokain. Jeg var så langt ude, at jeg – uden skrupler – løj over for og stjal fra min familie. Jeg stjal fra min arbejdsplads og blev fyret. Jeg blev anholdt, jeg mistede alt og var ved at dø flere gange.

Ny, opdateret version af bogen udgivet i 2021

Fra narkoman til rollemodel

Få en gratis smagsprøve på bogen

Fra 1995-2009 var jeg dybt afhængig af rusmidler. Da misbruget var på sit højeste, indtog jeg hver dag en giftig blanding af 40-60 piller, hash, alkohol, amfetamin og kokain. Jeg var så langt ude, at jeg – uden skrupler – løj over for og stjal fra min familie. Jeg stjal fra min arbejdsplads og blev fyret. Jeg blev anholdt, jeg mistede alt og var ved at dø flere gange. Læs og oplev min levende fortælling, hvor jeg afslører, hvordan en simpel hovedpine startede mit misbrug og hvordan jeg brugte fire forsøg og flere år på at kæmpe mig tilbage til livet.

[mc4wp_form id="2837"]

DBC lektørudtalelse juni 2021: “En åbenhjertig og ærlig beretning om et liv på total deroute og om omsider at finde styrke og hjælp til at overvinde afhængigheden.”